Mød Jamil

Jeg er fast beslutte på, at jeg vil være tømrer – sådan har det ikke altid været.

Jamil - elev på produktionsskolen

Da jeg gik i skole, blev jeg ofte væk fra undervisningen, jeg kunne ikke se formålet med at gå i skole. Jeg havde rigtig svært ved at læse og skrive. Skole var det sidste, jeg ville – så da min søster foreslog, at jeg skulle tage på produktionsskole, sagde jeg bare ”NEJ”. Bare produktionsskole navnet fik mig til at melde fra på forhånd. ”Jeg ville jo netop ikke gå i skole”!

Jeg fik alligevel aftalt et besøg og så, at det ikke er en skole på den måde, jeg tænkte skole. På produktionsskolen er der værksteder, hvor man arbejder sammen med værkstedslærerne.  I begyndelsen var jeg ret ustabil og havde meget fravær. Efter nogle gode snakke med min vejleder og faglærer fandt jeg langsomt ud af, at jeg er super dygtig til at bruge mine hænder. Da jeg var færdig med produktionsskoleforløbet efter et år, blev jeg ansat som lærling på værkstedet Pedel & Ejendomsservice. Her lærte jeg at møde til tiden og tage ansvar. Jeg har virkelig lært mange ting. I samarbejde med faglæreren på Ejendomsservice og de andre elever har vi stået for alt vedligeholdelse af skolen både inde og ude. Vi tager også ud af huset og har haft mange opgaver for private og institutioner i området. Vi har bl.a. sat gipsloft- og vægge op, lavet et 40 meter langt hegn omkring en skole, tegnet og lavet terrasser, lagt sten i indkørsler, anlagt og passet grønne områder og lavet masser af små reparationer.

Nu er jeg startet som tømrerlærling hos Jakob Tømrerfirma i Risskov. Jeg er stolt og jeg glæder mig. Min første opgave sammen med mine nye kollegaer, bliver at renovere et hus i Egå.